Januar 2013

10. januar ’13 “Et nyt år med heste og mennesker”
HappyHorses and new year!
HESTENE OG SMATTEN
Et par gange nåede vi at sne inde før julefreden sænkede sig over folk og fæ på Tudsegård. Med tøvejret kom hestelivets pendant til “smatten” på Roskilde; 10 cm mudder på store dele af jordfolden, hvor jeg må traske rundt og hænge fast og lede efter nogenlunde tørre steder at lægge høbunkerne. Heldigvis for hestene har jeg åbnet den bagerste fold hvor de går ned om dagen og spiser af en stor frøgræsballe. Den fold skal lægges om med nyt græs til foråret så de kan bare gnave det sidste græs ned. Løbegangen derned slår “smatten”… Det bliver nok vores hjælp, Kim og hans jyske heste som skal pløje og harve. De er ved at være dygtige og det bliver så hyggeligt at få det gjort af heste…
Flokken er faldet til ro med de nye; Trunte og Misty, de sidder på de yderste mandater, men står i løsdriften med de andre om natten.
Fillippa, min gamle Trakehner og førsteheste som lærte mig at ride, er blevet gammel; hun ligger meget ned og nogle gange går hun i stalden selvom der er hø ude. Det ligner hendes sidste vinter, men hvem ved? Jeg håber bare, at hun kan få lov at være gammel og dø i sit eget tempo på sin egen måde… Hun er en klog gammel hest der har måtte døje meget med mig og alle de fikse træningsideer jeg fik gennem de første år – for hvert kursus, nye tanker, nye metoder – mange af dem ville jeg ikke røre med en ildtang idag… Hun virker nu som om hun har tilgivet mig for alle prøvelserne i min søgen – men hvem ved hvad heste tænker og føler.
Palet, som er den mest traumatiserede hest jeg har mødt, bliver bedre og bedre, det er efterhånden muligt at få en galop uden rodeo, både på ryggen og fra jorden.:-)
På væggen over min barndoms værktøjskasse stod et Piet Hein Gruk: “Når man mærker hvor lidet man når med sin flid, er det nyttigt at mindes at ting tager tid” !(udråbstegnet er mit…) Det gælder da særlig når der er traumer involveret..
Med Midnight Shadow (750kg sort Oldenborg) er jeg langsomt ved at få rettet op på egne fejl, jeg havde fået sneget for meget “skal” ind i træningen med alt hvad det indebar af anspændthed i både mig og ham, jeg kom ud af min mentale boks inden vi mistede hinanden, men har altså måtte bruge tid på at komme på rette kurs igen. Med ham er det mere udpræget end nogensinde før, at det er to veje der mødes… Meeen, nu hedder han jo også (midnats)skygge….
NYT HOLD PÅ UDDANNELSEN TIL HESTEASSISTERET TERAPEUT 2013-15 START AUGUST 2013!
På uddannelsen til hesteassisteret terapeut valgte 5 at holde op, det har betydet at de resterende 10 på næste kursus bliver lagt sammen til et hold. Dét er også kurset hvor Susse, min kone, er gæsteunderviser. Vi vil bruge den nødvendige tid på “familiesammenføringen”… Dejligt at Susse er med.
Med ét hold betyder det at der vil starte nyt hold til august dette år.
Det ville være dejligt om I videresendte dette  /mennesker/uddannelse-hesteassisteret-terapi-og-rideterapi.aspx , hvis I kender nogen der kunne være interesserede i det!
HESTEASSISTERET TERAPI TIL VETERANER
Her til morgen har jeg skrevet til veterancenteret Ringsted med et tilbud om gratis hesteassisteret terapi til de danske krigsveteraner. Uden helt præcist at vide hvorfor har jeg altid følt stærkt med dem og vil gerne gøre dét jeg kan med hestene for dem.
Jeg tænker at hestenes fine, fine fornemmelser vil være godt for disse mennesker hvis nervesystemer har ude for noget af det mest ekstreme og voldsommme. Jeg venter spændt på hvad det vil bringe. Her link til artikel om emnet http://www.equestriantherapy.org/veterans.html
TUDSEGÅRD UDVIDER
Her i efteråret har vi, som nogle af Jer allerede har set, udvidet med den mest fantastiske cirkusvogn hvor centralvarmen nu fungerer og vi arbejder på vandet, fra den er udsigt til heste, fjord og gård. I hovedhuset er indrettet et værelse mere og blevet adgang til bad. Det betyder altsammen at vi nu har 10 sengepladser og 2 kursistbadeværelser. Dejligt at ingen behøver at forlade stedet for at tage på B&B.
GRATIS FOREDRAG (STADIG)
Jeg tilbyder stadig gratis foredrag hvis I kan samle 20 mennesker. Om hvordan og hvorfor heste kan hjælpe mennesker til mere nærvær og hvorledes dette spiller ind i træningen/ridningen af heste. Varighed ca 2 timer. Der er mulighed for at lave gumlemeditation i forbindelse med foredraget og opleve på egen krop hvad hestene gør ved os.!
Såeee deet. Måske en rideklub, forening…? Jeg har også holdt for Rotary i København så der er ingen grænser 😉 Send videre hvis nogen kunne være interesseret.
Ikke mere fra mig i denne omgang.
Happyhorses and a happy new year!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *