Januar 2014

28. januar ´14

Kære allesammen,
den fine lille hest; Dimma, herunder mødte jeg for snart et år siden og arbejdede nogle gange med hende og hendes ejer, nu fik jeg en dejlig mail der fortalte om hvor godt det gik dem – det er så rart at høre fra lidt længere nede ad vejen. Ligesom det ind i mellem er så mærkeligt at være med heste og mennesker et stykke ad vejen og bagefter ikke ane hvordan det er gået.
Her på Tudsegård har jeg søgt og fundet hjælp til at motionere mine heste. 3 unge nye medhjælpere vil motionere Cookie, Natasja, Tarzan, Trunte og Misty.
Det betyder liv på gården med 3 teenage piger der ser ud som om de er bidt af heste.
Shadow og Palette lader vi mig om… 😉 Jeg har prøvet før uden held at finde hjælp, det hjalp da jeg tilbød at betale …
Jeg er, igen, optaget af hvor meget dyrene sanser os og reagerer på det som er i os. Vores følelses- og tankemæssige mønstre sidder i kroppen; i pulsen, holdningen, spændingen. Vores nervesystemer bærer sporene af dem vi er blevet og dem vi er. Og sansningen af dét er dyrenes verden, hvor ikke det vi siger, men den vi er, er det som betyder noget.
Selvom jeg hele tiden mærker mere og mere af denne sansningens verden har jeg stadig fornemmelsen at dette felt kan blive ved med at udvide sig.
På uddannelsen til hesteassisteret terapeut er vintertid, tid til gæstelærere. Det første hold som er færdig til sommer havde besøg af Susse Vallø Bisgaard, som jeg jo kender godt 😉
og holdet blev inspirerede af Susses erfaring som terapeut og arbejde med grupper og holdet lærte om grænser, rammer og etik. Grundliggende og vigtig viden i forhold til at arbejde med mennesker.
Det andet hold som startede i sommer, havde besøg af Ulla Rung Weeke fra Skolen for psykosomatik som har uddannet mig…og som på sædvanlig engageret og nærværende vis indviede holdet i flere af nervesystemets hemmeligheder. Forståelsen af hvordan livet bevæger sig i nervesystemet er afgørende i arbejdet med mennesker og heste.
Snart kommer henholdsvis psykoterapeut Kirsten Kleinert og pensioneret psykiatrisk overlæge og psykoterapeut Sten Muus – Kirsten skal bl.a. undervise i hvad der foregår i kærlighedsrelationer; på godt og ondt… og Sten underviser i psykiatriske diagnoser. Begge har mange års erfaring med arbejdet med mennesker; Kirsten bl.a. med at uddanne psykoterapeuter og Sten som overlæge i psykiatri og kroppsykoterapeut – og så er de søde og nærværende mennesker, jeg glæder mig til at have dem her!
Henvendelser angående uddannelsen til hesteassisteret terapeut 2014-16 er begyndt at komme, jeg glæder mig at se hvem der skal være med i år!
Jeg har igen i år infomøder om uddannelsen, datoer står sammen med andre praktiske oplysninger på min hjemmeside.
Udenfor begynder det ikke kun at føles som vinter men også at ligne det…
SÅ nu pakker jeg mig ind a la Michelin for at bevæge mig ud til Misty og ordne hendes hove…
Happyhorses!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *