Juni 2015

23.6.2015

Kære allesammen,

Så blev det solhverv!

Med solhverv sprang de nye Hesteassisterede terapeuter fra Happyhorses ud.

To år har de været undervejs. Turen har budt på mange store øjeblikke med kontakt og heste… Som det hedder og bør sig var der flag, champagne, taler og tårer 🙂

Med sig har de nu alt de har lært om sig og hesteassisteret terapi, et diplom og dokument der fortæller:

På uddannelsen til hesteassisteret terapeut er der i løbet af to år, på 14 internatkurser og 2 temadage med i alt 306 timer, undervist i:

Hesten i hesteassisteret terapi

Nervesystemet; kamp, flugt, frys

Dysfunktionelle familier

Menneskelig udvikling i kontakt

Terapeutisk arbejde med børn

Psykologisk forsvar

Terapeutiske processer

Terapeutisk arbejde med udviklingshæmmede og udviklingsforstyrrede

Etik i terapi

Mennesker i relation og afhængighed

Stress responsesystem

Gruppeprocesser

Meditation

Psykiatriske diagnoser

Kursisten har haft minimum 20 individuelle terapitimer.

Uddannelsen har haft fokus på kursistens individuelle udvikling; personligt og fagligt.

 

Sådan.

Her er det Vibeke Haarbye-Pedersen der modtager diplom.

Der er optaget nye kursister til det nye hold på uddannelsen, men der er stadig ledige pladser. Starten er udsat til oktober, så kender du nogen eller skal du selv, så…kig på www.happyhorses.dk – hvor man iøvrigt også kan finde link til hesteassisterede terapeuter uddannet her.

Rejseri fra vest til øst fordi jeg først gæsteoptrådte på Ute Lehmans hestetrainer uddannelse – og det er i Nr. Nebel ved Vesterhavet – og dernæst holdt foredrag i Landsforeningen af Psykiatribrugeres  (LAP)telt på Folkemødet på Bornholm.

Begge steder var en god oplevelse. Hos Ute talte jeg dels om hvad hesteassisteret terapi er og dels om hvordan vores indre påvirker hesten. Vi gumlemediterede ved siden af Utes fine heste. Tak for fine stunder der.

Hos LAP konkurrede jeg med 2500 andre arrangementer. LAP tog så fint imod mig og jeg håber at vi kan fortsætte samarbejdet 🙂

Folkemødet er en oplevelse man bør unde sig. Det er Distortion/Roskilde festival for voksne, med dialog og debat på programmet. Det er noget at kunne debattere åbent med folk man ikke er enige med.Stemningen er åben, venlig og imødekommende. Og så er Bornholm jo bare NICE. Så tak for det.

Jeg nåede også et smut forbi DHE træf Sjælland. Igen var der sådan en fin stemning. Mennesker og heste der så ud til at have det godt sammen. Jeg fortalte om hesteassisteret terapi og ledede 2 gumlemeditationer. Første weekend i august tager jeg til DHE Jylland og gør det igen.

Alle heste har det godt – nogle lidt græsgodt… – Cookie er ved at komme sig efter en hovbyld og Natasja efter allergisk reaktion. Heldigvis ikke sommereksem. Dermed flere dyrlæge besøg på en uge end på de sidste 3 år… Igen skønt at slippe dem på græs – den begejstring er svær at stikke.

Tudsegård havde igen besøg af Henrik Carlsen og Vinot Kumar der med deres unikke dansk-indiske blanding af kropsarbejde og meditation skabte et fint og kærligt rum gennem to dage for 12 deltagere.

Stort og småt fra Tudsegård hvor alt står i flor.

Hav en dejlig sommer.

Happyhorses, Truels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *